Guide til Torre del Mar
Torre del Mar er en by beliggende ved Málagas kyst i Vélez-Málaga kommunen i Axarquia-regionen. Byen er den næststørste i Vélez-Málaga i forhold til antallet af indbyggere, og den er også stadig et vigtigt turistmål. Den ligger kun 28 kilometer øst for Málaga, hvilket gør det meget nemt at komme til og fra storbyen.
Byens historie:
Ligesom mange andre dele af Málaga var dette område engang stedet for fønikiske og romerske bosættelser, hvor de første bosættere ankom i 800 f.Kr.
Arkæologiske fund som smelteovne, metalslagger og gravpladser beviser, at der var et samfund her for mange århundreder siden.
Da maurerne kom i løbet af det 10. århundrede, gjorde de Torre del Mar til kystforsvaret af deres vigtigste fæstning i Vélez-Málaga. I det 13. og 14. århundrede udviklede byen sig til en af de vigtigste medinaer i Nasrid-kongeriget Granada. I løbet af denne tid blev samfundene i Benajarafe, Benamocarra og andre grundlagt. Til sidst drev de katolske monarker maurerne ud af byen efter at have styret regionen i mange århundreder. I det 16. og 17. århundrede erstattede de katolske monarker al maurisk arkitektur med kristne bygninger.
I det 18. århundrede fandt et af de mest betydningsfulde søslag i den spanske arvefølgekrig sted på kysten af Torre del Mar. Krigen endte ikke med en klar vinder, men det store antal fartøjer, der blev brugt af fransk- spanske og engelsk-hollandske flåder, gjorde det til et af de mest mindeværdige flådeslag nogensinde.
I 20’erne begyndte turister at lægge mærke til de smukke strande i Torre del Mar, og det var da, at samfundet begyndte at opleve et boom i turistindustrien. Hoteller, værtshuse, barer, restauranter og supermarkeder åbnede – og endda også et indkøbscenter.
Torre del Mar i dag:
Torre del Mar er et af de vigtigste turiststeder øst for Málaga. Det er et typisk spansk område. I løbet af juli og august er det hjem for spanske familier, der strømmer til deres feriehuse ved kysten, for at forsøge at undslippe den indlandske varme.
Torre del Mar, og dets nabosamfund, er beriget med naturligt smukke strande; blandt dem er Playa de Torre del Mar, Playa Naturista Almanat (en nudiststrand) og Playa de la Victoria. Langs stranden finder du den omfattende promenade, som er delt i to: Paseo Maritimo de Poniente og Paseo Maritimo de Levante. Begge er prydet med palmer, springvand og cirkulære stier, der fører gennem grønne områder. Begge sider af promenaden er fyldt med mennesker – især i løbet af sommeren. Der er begivenheder med levende musik og markeder sent om aftenen. Følger du promenaden langs kysten, når du til sidst Marinaen i Caleta de Vélez. Marinaen er endnu ikke udviklet som en turistattraktion, men er fortsat en fungerende havn. Der er kun én bar/restaurant med udsigt over lystbådehavnen, selvom flere restauranter ligger til højre for havneindgangen.
Torre del Mar har en god atmosfære med talrige forretninger, restauranter og barer. Byen byder på et stort udvalg af butikker, der sælger alt fra avocado til sko. Du kan også være heldig at finde nogle unikke ting på det ugentlige marked hver torsdag. Hvis du planlægger en dag fyldt med shopping, så tag til El Ingenio – det lokale indkøbscenter.
Er du på udkig efter gode restauranter i byen, får du ingen problemer. Torre del Mar tilbyder et bredt udvalg af spisesteder. Du finder hovedsageligt mange traditionelle spanske restauranter, men du kan også finde en række andre forskellige køkkener, herunder kinesiske, indiske og endda brasilianske restauranter. På strandpromenaden finder du adskillige Chiringuitos og andre strandrestauranter, der serverer lækker fisk og skaldyr. De måske mest populære restauranter er freidurias, som der er mange af i Torre del Mar. Disse restauranter serverer frisk fisk, enten stegt eller grillet.
Torre del Mar tilbyder også et godt udvalg af barer og natklubber, hovedsageligt beliggende på Paseo Maritimo og den østlige side af Paseo Larios. Disse klubber er forholdsvis stille indtil omkring midnat, men holder åbent til de tidlige morgentimer (hovedsageligt i weekenden).
Turisme er den primære produktive sektor i Vélez-Málaga kommune efterfulgt af landbrug. Traditionelt var sukkerrør den primære afbrøde, men flere og flere landmænd konverterer til subtropiske afgrøder som mango, avocado, kiwi og salatafgrøder.
Attraktioner vi anbefaler:
Aquavelis Vandland:
Vandland i Spanien er næsten lige så populære som strandene i sommermånederne. Aquavelis er ingen undtagelse – det er det perfekte sted for familier at slappe af og have det sjovt. Parken byder på syv forskellige typer rutsjebaner, inklusive alle dine favoritter.
Aquavelis ligger på vejen ned til Torre del Mar med en baggrund af bjerge. Fra lang afstand kan du se de farvestrålende rutsjebaner og pools, der inviterer dig til at komme ind og køle ned.
Parken består af rutsjebaner, et bølgebassin, et spa-område, en virtual reality-park og restauranter, der serverer mad og cocktails. For yngre børn er der to områder, som med garanti vil få dem til at grine og lege hele dagen lang. Begge områder har mindre rutsjebaner og legeområder, som er sikret for børn.
Parken er åben fra juni til september hvert år. Åbningstiderne afhænger af måneden – parken har åbent længere i juli og august. Priserne kan du finde på parkens officielle hjemmeside.
El Ingenio Indkøbscenter:
Et af de største indkøbscentre øst for Málaga, El Ingenio, er det perfekte sted at tilbringe en dag væk fra varmen (eller væk fra kulde og regn om vinteren).
Du finder populære butikker som Mango, H&M, Kiko, Bershka, Dunnes, Media Markt, The Body Shop osv.
Hvis du har fået nok af shopping, men ikke er klar til at tage tilbage til dit feriehus, så er der også en biograf. Her kan du se film på både spansk og engelsk, mens du nyder en omgang popcorn.
Der er også masser af restauranter at vælge imellem, når du føler dig sulten. Du finder de sædvanlige fastfood-kæder som Burger King, KFC og Dunkin’ Coffee, men der er også andre restauranter som bl.a. serverer italiensk og middelhavskøkken.
Der er masser af gratis parkeringsmuligheder, og indkøbscentret byder på gratis Wi-Fi, en udendørs park for børn, områder til at oplade din telefon og meget mere.
Du vil have en fantastisk dag her.
Besøg den officielle hjemmeside her.
Torrenigma Escape Room:
Hvis du vil prøve noget anderledes, anbefaler vi at give dette Escape Room en chance. Det er en sjov oplevelse for hele familien. Designet og skabt af filmskabere for at få dig til at føle, at du er inde i en rigtig historie. Spillene er beregnet til at være så underholdende som muligt, og med personalets entusiasme er det svært ikke at fordybe sig helt i gåderne.
Den sjove og sikre oplevelse passer til grupper af venner, familier og kolleger. Dette Escape Room er mere komplekst end det gennemsnitlige spanske Escape Room, så vi vil ikke anbefale det til børn under ti år.
Torrenigma har to forskellige rum – to forskellige spil – og et tredje kommer meget snart. Alle tre spil har en tidsbegrænsning på omkring 1 time, og du skal være mindst to personer.
For at lære mere, klik HER.
Andre attraktioner:
De ovennævnte attraktioner er blandt de mest populære i Torre del Mar. Der er dog mange flere seværdigheder at opleve. Det er også værd at tage turen ud fra byen og udforske noget andet. Tag evt. en tur til Málaga, Nerja eller Rincón de la Victoria og oplev en anden by. Du kan finde uddybende vejledninger her: Guide til Málaga, Guide til Nerja, og Guide til Rincón de la Victoria.
Barer og restauranter vi anbefaler:
Mind:
Vores favorit restaurant i Torre del Mar er Mind. Den åbnede først i april 2022, men har allerede haft masser af succes. Den har specialiseret sig i asiatisk fusionsgastronomi med mottoet: “fantasien dør aldrig”. Dette motto kommer til live gennem menuen, hvor de har forsøgt at skabe lækre og unikke måltider.
Restauranten har fået fremragende anmeldelser og er populær blandt lokale og turister – det er derfor en god idé at bestille bord på forhånd. Den har åbent hver dag undtagen tirsdage og ligger meget tæt på stranden.
Se mere på deres hjemmeside.
Berebere:
En anden af vores favoritter er strandbaren og restauranten Berebere. Det er ikke kun en bar og restaurant – da den ligger direkte på stranden, fungerer den også som en strandklub, hvor du kan slappe af på liggestole, mens du lytter til fantastiske melodier og nyder lækre cocktails. Når du er klar til frokost eller aftensmad, kan du tage plads i den udendørs restaurant, eller hvis det er en overskyet dag, kan du tage plads indenfor. Menuen er omfattende og har noget for enhver smag.
Dette er også et trendy sted, så reservation anbefales.
Enjoy Parilla:
Den sidste restaurant vi vil anbefale er denne argentinske bøfrestaurant. Her kan du nyde en utrolig bøf tilberedt til perfektion. Portionerne er meget generøse, og personalet er venligt. Det er svært at finde nogen negative anmeldelser om denne restaurant, da alle elsker at komme her. Du kan ikke gå galt.